14. sep. 2013

Jul i september




Julen nærmer sig. I hvert fald i det kor jeg synger i, hvor vi er begyndt at øve på vores julerepertoire. Og jeg elsker det! Jeg er helt vild med stemningen, hyggen, lysene, sangene, og ikke mindst maden. Derfor sagde jeg hurtigt ja til at bage julekager til koret, da vi skulle øve i 5 timer med vores juleting og en sangpædagog. 
   Jeg tog udgangspunkt i en række cupcakes jeg havde udtænkt sidste år, og tilfældigvis faldt over for et par dage siden. De blev videreudviklet undervejs efter en samtale med min mor, og endte i en chokolade/appelsin muffin med en frosting lavet på mørk chokolade med appelsinknas og en kanelmuffin med vaniljesmørcreme, brændte mandler og et lille træ på toppen. 
  Derudover blev der serveret fransk nougat og brændte mandler, og udover at det hele så rigtigt hyggeligt ud og spredte en god stemning, var det også hyggeligt at stå i køkkenet og lege med det hele!

Chokolade/appelsin muffin - ca. 20 stk
2 æg
150 g sukker
300 g mel
1 vaniljestang
2 tsk bagepulver
2,5 dl mælk
Saft fra 2 appelsiner
150 g smeltet smøg
100 g chokolade

Tænd ovnen på 175 grader og gør formene klar og smelt smør og chokolade. 
Pisk æg og sukker lette og luftige. 
Tilsæt de tørre ingredienser til æggemassen, og pisk derefter mælk og saft fra appelsinerne i dejen. Vend det smeltede smør og chokolade i dejen, og fyld det i formene. 
Giv dem ca. 15 min i ovnen, og lad dem køle af inden der kommes frosting på toppen.

Kanelmuffin - ca. 20 stk. 

2 æg
150 g sukker
300 g mel
2 tsk bagepulver
2,5 dl mælk
150 g smeltet smør
1 spsk kanel
kanelsukker

Tænd ovenen på 175 grader, gør forme klar og smelt smør. 
Pisk æg og sukker lette og luftige, tilsæt de tørre ingredienser og rør derefter det smeltede smør og mælk i. Kom dejen i formene og drys med kanelsukker.  

Frosting
300 g flormelis
100 g blødt smør
0,5 dl mælk

Smørret skal være blødt før frostingen laves. Alle ingredienserne røres sammen, og man kan tilsætte hvad man nu har lyst til. En vaniljestang hvis det skal være vaniljefrosting, 50 g. smeltet chokolade, evt med appelsinknas som jeg brugte til chokolade/appelsin kagen, eller farve, hvis der skal spræl på frostingen. 
Frostingen skal være så fast, at der kan laves små toppe på den, uden at de falder sammen. Put den i en sprøjtepose, og dekorer din afkølede muffin. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar